Thyra Frank besøger Jammerbugt Kommune

Mandag 14. august besøger Ældreminister Thyra Frank Pandrup Plejecenter for at få et indblik i beboernes hverdag og Jammerbugt Kommunes ældrepleje.

Formanden for Social- og Sundhedsudvalget Jens Rafn Andersen og Sundheds- og Seniorchef Ingelise Hornshøj byder Ældreminister Thyra Frank velkommen til Jammerbugt Kommune, når hun mandag 14. august besøger Pandrup Plejecenter.

Her skal Thyra Frank møde beboere og personale for at få et indblik i hverdagen på plejecentret. Det får ministeren blandt andet, når hun skal besøge plejecentret, hvor hun vil tale med beboerne om deres livskvalitet, selvbestemmelse og om maden på plejecentret. Afslutningsvist vil ministeren spise frokost med beboerne, udvalgsformanden og repræsentanter fra beboer- og pårørenderådet, ældrerådet og plejecentrets kostfaglige medarbejder.

”Vi ser frem til en konstruktiv og givende dialog med Ældreministeren om ældreplejen i Jammerbugt Kommune”, udtaler Jens Rafn Andersen, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i kommunen.

Centerleder for Pandrup Plejecenter, Anne Marie Hasselbalch Rosenkilde og Ældrerådsformand Walther Lundis, deltager også i besøget.

Program for besøget 14. august 2017 kl. 11.15 – 12.15

Pandrup plejecenter, Borgergade 101, 9490 Pandrup

Kl. 11.15
Velkomst v. formand for Social- og Sundhedsudvalget Jens Rafn Andersen

Kl. 11.20 – 11.45
Rundvisning i to af plejecentrets leve-/boenheder ved centerleder Anne Marie Hasselbalch Rosenkilde.
Undervejs dialog omkring hverdagslivet på plejecentret i forhold til værdighed i ældreplejen, herunder bl.a. beboernes selvbestemmelse, livskvalitet og ældremad i Jammerbugt Kommune etc.

Kl. 11.45 - 12.15
Ministeren indbydes til at spise frokost med beboerne, sammen med udvalgsformanden, hvor også repræsentanter fra beboer- og pårørenderådet, Ældrerådet og plejecentrets kostfaglige medarbejder vil deltage i frokosten.